Mulighed for byggeri i op til 11 etager i hele bykernen – det var, hvad der blev lagt op til i et nyt debatoplæg om udviklingen langs Ring 3 og tilstødende områder.
Heldigvis besluttede Økonomi- og Planlægningsudvalget at tage netop denne passage ud af debatoplægget. Det er dejligt, fordi det lyder ikke særligt opløftende for udviklingen af Herlev Bykerne i de kommede år. SF siger ligesom i sagen om Posthus-grunden nej til byggeri i 11 etager – højst 7 etager og gradueret nedad i forhold eksisterende bygninger, så skygge-generne begrænses.
Nu melder sig imidlertid spørgsmålet: Er sletningen af passagen om 11 etagers byggeri udtryk for, at man ikke senere har intention om at tillade et så højt byggeri i fremtiden, eller ønsker man blot ikke denne væsentlige debat på nuværende tidspunkt?
Arly Eskildsen
Kommunalbestyrelsesmedlem (SF), politisk leder