Det er som om, at Peter Nielsen ikke ønsker eller har et særligt filter, så han ikke er i stand til at læse indenad og forstå mit læserindlæg for et par uger siden.
Her beskrev jeg præcis SF’s grund til – sammen med De konservative – at stille forslag om, at pladsanvisningen af børn til daginstitutionerne skal foregå efter anciennitet og efter ønsker fra forældrene. Fordi pladsgarantien gælder under alle omstændigheder og fordeling efter anciennitet giver flest småbørnsforældre optimale muligheder for at få en plads i en daginstitution i nærområdet, så de pressede småbørnsfamilier ikke skal bruge unødig tid på ekstra transporttid til og fra institutionen.
Det er det signal, som vi har fået i SF, når vi har talt med småbørnsfamilier i Herlev. Og vi forstår dem, når de skal have en travl hverdag med børn og arbejde til at hænge sammen.
SF kan jo så spørge Socialdemokraterne om, hvorfor man ikke har spurgt og inddraget forældrene i spørgsmålet. SF kan godt forstå institutionslederne ønsker, men for os er det altid borgernes behov og ønsker, som kommer i første række. Kommunens ansatte skal have gode arbejdsvilkår i Herlev. Ja, men kommunen og dens institutioner er ikke til for de ansatte – de er til for borgerne og deres behov for velfærdsydelser.
Det er måske et af punkterne, som ofte adskiller SF og Socialdemokratiet i Herlev.
Arly Eskildsen, Kommunalbestyrelsesmedlem (SF)