Det er egentligt lidt påfaldende, at debatten om forbindelsen over Ring 4 først for alvor kommer i gang langt tid efter den politiske behandling, høringsfase og beslutning i sagen. Måske er det derfor, at der i Herlev Bladets spalter blomster mange mærkværdige udsagn og påstande.
Således også i sidste udgave, hvor Bjarne Kaspersen Hansen kaster sig ind i debatten med påstanden om, at Ken Jørgensen har opfundet forslaget om en bro over Ring 4 ved Shell-krydset til lejligheden for at lefle for folkestemningen, og at ”han har ikke tidligere stillet forslaget”.
Bjarne Kaspersen Hansen udfald må ske mod bedre viden og er en voldsom fordrejning af sandheden. Og som bekendt er det en fordel at holde sig sandheden, for den plejer at holde længst
I referatet fra Teknik- og Miljøudvalgsmødet d. 11. august 2010 – hvor Bjarne Kaspersen Hansen selv deltog – står: ”Ken Jørgensen og Arly Eskildsen stiller forslag om, at der udarbejdes en tidsplan for anlæggelse af sti 53 eller en bro over Ring 4”.
Det blev efterfølgende i mødekommet på Økonomi- og Planlægningsudvalgets møde d. 11. august 2010, hvor det blev besluttet, at ”der tages kontakt til Vejdirektoratet med henblik på tidsplan for sti/bro over Ring 4.
SF og Ken Jørgensen har med andre ord i udvalg og kommunalbestyrelse arbejdet for, at der blev fundet en løsning for overgangen på Ring 4 på det nordlige stykke hele tiden. SF har nemlig lyttet til de indsigelser, der kom i høringsfasen fra borgere, forældre, skoler og foreninger, der handlede om den manglende forbindelse over Ring 4 på det nordlige stykke, ikke mindst af hensyn til de bløde trafikanter. Det er måske det, der er problemet – at der er alt for få medlemmer af Kommunalbestyrelsen, som har viljen til at lytte til borgerne. Men vi kunne måske starte med at holde os til sandheden, Bjarne Kaspersen Hansen.
Det er særdeles positivt, at Krebsedammen nu forlænges for at binde Herlev bedre sammen og øge trafiksikkerheden. Men en bro over Ring 4 på det nordlige stykke er en nødvendighed for at tilgodese de bløde trafikanter i området og binde kommunen rigtig sammen.
Arly Eskildsen
Gruppeformand, kommunalbestyrelsesmedlem for SF