Berettiget kritik af sagsbehandlingsfejl fejes ind under gulvtæppet med fejlcitater, konstruerede myter og påstande, som er grebet ud af den blå luft. SF’s kritik er entydigt rettet mod den politiske ledelse af kommunen, ikke af medarbejderne – derfor vores forslag om at igangsætte et nyt projekt vedr. den gode borgerdialog, borgerbetjening og nyformulering af Rådhusets værdier på området. SF opfordrer ufortrødent til, at den politiske ledelse af kommunen ser seriøst på de alvorlige fejl i sagsbehandlingen.
Og de konkret sager er kendte fra afgørelser fra ankenævnene. Både Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Voksenudvalget får løbende oversigter over de sager, som er gået kommunen imod. Den politiske ledelse af Herlev Kommune kan bare spørge forvaltningen om indholdet i de konkrete tilfælde af sager, hvor kommunen i sine afgørelser og sagsbehandling ikke har overholdt lovgivning eller god forvaltningspraksis. I afgørelserne fra ankenævnene fremgår det klart – både i de sager, hvor kommunens afgørelse er blevet omgjort, og i en række tilfælde også i afgørelser, hvor kommunen har fået medhold – hvor lovgivning fx sociallovgivning, beskæftigelsesindsats, forvaltningslov og tidsfrister ikke er blevet overholdt.
Et problem er også, at der kan gå urimelig lang tid, før kommunen følger op på en afgørelse fra et af ankenævnene, hvor afgørelsen går kommunen imod. I en konkret sag (kaldet SAG 2) gik der næsten et år fra afgørelsen i nævnet til, at kommunen rettede op – og først efter gentagne henvendelser borgeren.
I en anden konkret sag (kaldet SAG 3) fik kommunen medhold i sin afgørelse, men ankenævnet opfordrede kommunen til sammen med borgeren at følge op på sagen i form af nye tiltag – det skete ikke. Kommunen foretog sig først noget, da borgeren med bisidders hjælp rykkede for opfølgning af sagen.
Problemet i disse sager er jo i alt sin enkelthed, at det er borgeren som kommer i klemme i systemet. Det betyder for borgeren, at berettigede tilskud, forsørgelsesgrundlag eller nødvendige beskæftigelsesinitiativer forsinkes, udhules eller trækkes i langdrag. Det er borgeren, som kommer til at undgælde økonomisk eller må gå i måneds- eller årevis med dybe frustrationer over ikke at kunne komme videre med livet.
Arly Eskildsen
Fmd. SF’s kommunalbestyrelsesgruppe