Uden politisk forhandling om udformningen af det nye DISA-butikscenter er kommunalbestyrelsen nu parat til at vedtage projektet. Det vil i den aktuelle udformning blive en katastrofe for udviklingen i Herlev Bymidte.
Det nye butikscenter på DISA-grunden skulle være et supplement til den eksisterende bymidte og dens butikker – men nu bliver det et alternativ. Med den kommende udformning viser VVM-analysen, at Bymidten som Herlev handelscentrum bliver fortid – og butikkerne vil lide en langsom død. Det vil være Herlev By som samlingspunkt for vores kommune, som vil lide et alvorligt knæk.
Nu vil flertallet i kommunalbestyrelsen tillade, at der etableres to dagligvarebutikker på i alt 4.500 m2, hvoraf en vil kunne blive 3.500 m2 – næsten dobbelt så stor som Føtex i bymidten. Det er her, at projektet går fra at være brugbart til udviklingen af Herlev, til at blive en stopklods. VVM-redegørelsen viser at kombineres store udvalgsvarebutikker med store dagligvarebutikker udenfor bycentrum, så bliver det en katastrofe for bymidten og resten af kommunen med betydelig nedgang i omsætning både for dagligvare og udvalgsvarer.
Flertallets projekt vil tiltrække et stort antal kunder i bil fra de omkringliggende kommuner, sådan som det er dokumenteret i VVM-redegørelsen – det vil medføre en kraftig vækst i biltrafikken og markant forsøge støj- og luftforureningen i området. Det vil medføre alvorlige gener for beboerne i hele området. SF tager udgangspunkt i, at kommunens Støjhandlingsplan i forvejen påregner støjdæmpende asfalt på Herlev Hovedgade.
En afvejning af fordele og ulemper mellem VVM-redegørelsens analyseresultater – hvor vi rammer den rigtige balance mellem at ville have maksimal forøgelse af detailhandelsomsætningen og færrest negative effekter – betyder, at vi skal vælge Alternativ 1 med korrektion for antal m2 til udvalgsvarebutikker. Derfor stiller SF ændringsforslag om maks 32.000 m2 etageareal udvalgsvarebutikker og maks 1.500 m2 etageareal dagligvarebutikker.
Tre nabokommuner har oprindelig gjort indsigelser mod planen, men har frafaldet efter at have fået marginale indrømmelser – konkret ved reduktion af udvalgsvarebutiksarealet med 2.000 m2 og 1.000 m2 på dagligvareområdet. Det kan undre, at hele reduktionen af projektet ikke er sket på dagligvareområdet, når projektets hovedidé var at skabe mulighed for store pladskrævende udvalgsvarebutikker. Det er sørgeligt, at denne mulighed ikke er blevet gjort til genstand for politisk forhandling. Nu trumfer flertallet blot sin egne politik igennem.
Arly Eskildsen
Kommunalbestyrelsesmedlem (SF)
Gruppeformand