Det er positivt med byudvikling og bygning af nye boliger og ny daginstitution på Hørkær 17-19.
Men det er jo ikke helt ligegyldigt, om det nye byggeri kommer til at fungere – både i forhold til naboer og for de nye beboere, som skal bo og leve i det.
Det er (måske) forståeligt, at bygherrer ønsker at presse så mange kvadratmeter ind på byggegrunden som muligt, for det giver dem den størst mulige profit ud af projektet. Men kommunalbestyrelsen har både ret og pligt til at varetage et helhedssyn, hvor man også tager skyldige hensyn til naboerne på Glødelampegrunden og i Musikkvarteret og sikrer, at byggeriet ikke bliver så super kompakt, at sol, lys, udsyn og luft bliver en by i russisk.
Forslaget til lokalplaner – og som flertallet i kommunalbestyrelsen nu indstiller til endelig vedtagelse – tillader byggeri i op til 11 etager og en byggeprocent på 220%. Det er uhørt massivt og højt i Herlev-sammenhæng. Hvis det bliver vedtaget, betyder det, at der er stor risiko for, at de kommende beboers trivsel i området bliver væsentligt nedsat.
SF håber, at de øvrige partier i kommunalbestyrelsen når at besinde sig og lytte bare lidt til de mange naboer og borgere, som opfordrer til at reducere byggeriets volumesyge. Da vi havde høringen om Posthusgrunden blev der også lagt op til et 11 etagers højt byggeri. Her lyttede kommunalbestyrelsesflertallet til sidst til naboprotesterne og byggeriet blev reduceret til 4-7 etager som max. Lad det være en godt eksempel til efterfølgelse.
Arly Eskildsen,kKommunalbestyrelsesmedlem, politisk leder (SF)