Nej til takstforhøjelser på børnepasning og ældreområdet og besparelser på det sociale område

Budgettale ved kommunalbestyrelsens 1. behandling af Budget 2011 d. 8. september 2010:

Budgetoplægget er kendetegnet af takststigninger på børnepasning og ældreområdet på hhv. 5% og 10%. Endvidere må udsatte børn, handicappede og psykisk syge betale prisen i form af forringelser.

Det er med andre ord børnefamilierne, de ældre og de mest udsatte grupper i vores samfund, som må bøde for konsekvenserne af regeringens fortsatte og forstærkede udhulning af kommunernes økonomi. Det er V-K og O’s fortjeneste – eller retter mangel på samme.

Men det er også en konsekvens af, at Herlev Kommune har et urealistisk lavt skatteniveau, som presser den lokale økonomi, specielt i en nedgangstid. Forskellen mellem Herlevs skatteniveau og kommunerne i Region Hovedstaden og på landsplan giver Herlev en mindreprovenue på årsbasis på hhv. 33 mio. kr. og 46 mio. kr. Det betyder i sparetider, at det er ekstrasvært at opretholde et rimeligt serviceniveau på velfærdsydelserne.

Et nyt flertal i folketinget med S-SF som udgangspunkt vil sikre kommunerne en økonomisk ramme, som ikke blot vil fastholder det nuværende serviceniveau, men også give flere midler til bedre folkeskoler, mere forebyggelse, anstændig udvikling på det sociale område og fornuftige investeringer indenfor bl.a. energiområdet og velfærds-teknologi.

Oplæg til Budget 2011 for Herlev indeholder som sagt takststigning på børnepasning, så en institutionsplads stiger med 5% fra 1.800 kr. til 1.900 kr. pr. måned. Det er SF meget betænkelig ved.

På ældreområdet stiger taksterne for ældremad, tøjvask og rengøring stiger med 10%. Fx, stiger et middagsmåltid fra 48 kr. til 53 kr. Det mener SF ikke er rimeligt.

Oplægget indeholder besparelse på 700.000 kr. på indkøbsordningen for ældre ved ændret eller forringet visitationskriterier.

Der sker besparelse på anbringelse af børn og unge i socialpædagogiske opholdssteder mv.

Der spares 1,5 mio. kr. på tilskud til ansættelse af hjælpere til personer med nedsat funktionsevne (på handicapområdet).

Oplægget placerer besparelser på 2% eller ca. 900.000 kr. af lønbudgetterne på 4 sociale institutioner for handicappede og psykisk syge.

SF vil gerne lægge afstand til den stigende tendens til at stigmatisere handicappede. SF kan ikke acceptere tonen og kravene om nedskæringer i tilbudene til udsatte børn og unge, voksne og handicappede og andre udsatte grupper over én kam. Her må vi gerne vise lidt social samvittighed.

Anlægsbudgettet reduceres fra 64 og 55 mio. kr. i de forudgående år til 32 mio.kr i 2011 og faldende til 23 mio. kr. 2013 – vil betyde fald i bygningsstandarden, ekstraordinære vedligeholdels, renovering og nybygning på den lange bane.

Forvaltningen reduceres med 8 medarbejdere eller 3 mio. kr. Hvilke konsekvenser det vil få for borgerbetjening og faglig opbakning til kommunens borgerrettede servicevirksomheder vides ikke. Det er stærkt betænkeligt, men når det er et forslag, som kommer fra kommunens administration, må vi gå ud fra, at reduktionen opvejes af øget effektivitet.

SF har taget afstand fra ansættelsesstoppet. Det fremadrettede omkring ansættelsesstoppet er, at vi ønsker det ophævet. I stedet ønsker vi en grundig analyse af, hvor evt. besparelser gør mindst ond, og hvor det evt. kan undgå at forringe servicen på de borgernære områder. Herefter er det os som politikere, som bør træffe beslutningen om, hvor og hvordan besparelse skal foretages, hvilke stillinger der skal nedlægges og hvilke øvrige besparelser der kan findes.

SF stiller til Budget 2011 forslag om omstilling og udvikling af ældreområdet: Projekt længst muligt i eget liv. Det handler om via hjemmetræner på ældreområdet at motivere ældre på frivillig basis til undervisning og træning i at klare sig selv længst muligt i eget liv. Der laves en rehabiliteringsplan i samarbejde mellem den enkelte borger og terapeuter. Det giver en bedre livskvalitet og øget selvværd for den enkelte borger at kunne klare de daglige gøremål selv. Et sådan projekt er i gang i Fredericia og den foreløbige evaluering forestået af Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og analysefirmatet Itrack viser overraskende stor succes – både for borgerne, men også økonomisk i form af en besparelsee på 15 mill. kr. – omregnet til Herlev ca. 8 mio. kr.

SF ønsker også at intensivere projektet “egne vikarer i faste stillinger frem for køb hos vikarbureauer”.

SF ønsker også, at vi fremmer energiinvesteringerne i kommunens bygninger, hvilket vil give driftbesparelser i de kommende år. Forslaget i Budget 2011-oplægget om forøgelse af Energi- og ressourcepuljen med 1,2 mio. kr. ved at overføre 5% af energibudgetterne på alle områder er i denne sammenhæng meget positivt.

SF ønsker også en hurtig effektivisering af Jobcentrets arbejde med øget jobskabelse og bedre håndtering af bl.a. sygedagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, herunder personer der er psykisk sårbare – det vil både betyde øget livskvalitet for borgerne og økonomisk besparelser.

SF ønsker også en faglig styrkelse af folkeskolen – bl.a. ved at gøre brug af tolærerordninger, undervisningsassistenter og pædagoger, tidlig læseindsats og efteruddannelse af lærerne.

Det er så her, at borgmesterens udpspil til skoleudviklingsplan kom ind over budgetforhandlingerne. Det kan indledningsvis  undre, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne intet har hørt om oplægget – heller ikke på budgetseminaret d. 26. august 2010 og at vi først fik det efter, at det var forelagt for de ansatte på skolerne dagen i forvejen.

Overordnet er forslaget til skoleudviklingsplan positivt, fordi det giver mulighed for at hæve elevernes timetal – fra i dag at ligge under Undervisningsministeriets vejledende timetal til at ligge over, flere timer med to lærerordninger, bedre udnyttelse af IT i undervisningen og mere efteruddannelse af lærerne.

Dog bør der være mere fokus på indsatsen for at løfte de 20% fagligt svageste elever, styrkelse af lærernes dansk som andet sprog- og vejledningskompetencer, præcisering af 7.-9. klassernes særlige profiler (internationalt, men også fx. naturfagligt, kreativitet, sprog mv.), samt at strukturændringen af fritidstilbudet for hhv. 4.-6.kl., 7.-8.kl. og op til 18 år giver anledning til spørgsmål og betænkelighed.

SF ser frem til at blive inviteret til de kommende budgetforhandlinger og hvis vi får indflydelse på udformningen af Budget 2011, så løfter SF naturligvis også ansvaret, sådan som vi har gjort det mange gange – således også med de toårige budgetforlig i både 2005/06 og senest i 2009 og 2010.

Arly Eskildsen
Gruppeformand for SF’s kommunalbestyrelsesgruppe