Jeg er stolt af, at det var SF, som i 2000 stillede forslag om udarbejdelse af en overordnet plan for ombygning, renovering og modernisering af Herlevs folkeskoler – et forslag om blev indarbejdet som en politisk aftale omkring budgettet for 2001.
Jeg er stolt af, at SF står bag den omfattende ombygning og renoveringsplan af skolerne, som vil skabe nogle bedre fysiske rammer for udviklingen af tidssvarende metoder i undervisningen af vores børn. Det er særdeles positivt, at vores personale i kommunens skoler – lærere, pædagoger, administrativ-praktisk personale og skoleledelserne – så inspireret arbejder for at udvikle de nye moderne undervisningsmiljøer. I løbet af de næste 1-4 år får de også de nødvendige fysiske rammer til at udfolde de nye undervisningsmetoder i – til glæde for børn og forældre.
Jeg er stolt af, at SF også stiller forslag om tidssvarende fysiske ramme på motions- og idrætsområdet. I en tid med vækst i livsstilssygdomme og fedmeproblemer er det helt centralt, at vi skaber de bedste rammer for motion og idrætsaktiviteter såvel i skolen som i fritiden. Derfor burde det være indlysende at udbygge gymnastiksalene på Elverhøjskolen til en større gymnastiksal/mindre træningshal i samme omgang, hvor den skal underkastes en større renovering. Om så at sige: Slå to fluer med et smæk. Nu bliver det desværre kun til en renovering. Det er rigtig ærgerligt, at borgmesteren i den grad har udviklet en fobi overfor en sådan fornyelse af idræftsfaciliteterne i den sydlige del af kommunen, hvor der ellers er et blomstrende aktivitetsniveau.
Jeg er stolt af, at SF ved de seneste to budgetbehandlinger har stillet forslag om, at kommunen skulle udnytte regeringens særlige lånepulje til ombygning og modernisering af folkeskolerne – men det har borgmeseren og budgetpartierne ikke været lydhøre over for.
Jeg er stolt af at være “uansvarlig” i Thomas Gyldals forståelse af begrebet. “Uansvarlighed” i den thomas-gyldalske optik går bl.a. på, at SF ikke bare stemmer for det af borgmesterens dikterede budgetforslag. SF søger hvert år at få indflydelse på kommunens budget og opnå nogle politiske resultater, som gør Herlev til et bedre sted at bo og leve i. Men vi bruger vores demokratiske ret til at nægte bare at agere borgmesterens umælende stemmekvæg. Vi vil inddrages i reelle forhandlinger og ikke acceptere borgmester-diktater. Så hellere blive beskyldt for “uansvarlighed”, men vide at vi har vores politiske troværdighed i behold.
Med venlig hilsen
Arly Eskildsen,
kommunalbestyrelsesmedlem for SF