Det er med stor glæde og tilfredshed, at vi på kommunalbestyrelsesmødet d. 13. marts 2024 fik flertal for at videreføre de gode takter i forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2023-35. Udkastet til lokalplan taler om byggehøjder på 9 og 14 etager og byggeprocent på 150%. I stedet for har SF sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten fremsat ændringsforslag om max byggehøjder på 7 etager (dér hvor oplægget giver mulighed for 9 og 14 etager), udgangspunkt i max 6 etager og nedskalering hen mod Radiatorfabrikken til max 3 etager. Og byggeprocenten nedsættes fra 150 til 130%.
Vi bevarer de bevaringsværdige træk ved Radiatorfabrikken og giver samtidig en bedre mulighed for erhverv, herunder publikumsorienterede serviceerhverv i hele stueetagen og under det hævede gårdrum.
Forslaget lyder således (undskyld det lidt tekniske):
”At lokalplanforslaget tilrettes, inden det sendes i offentlig høring, så lokalplanforslaget i byggefelt
B1 og B2 muliggør byggeri med en maksimal bebyggelsesprocent på 130 i op til max 6 etager
(max 24 meter) indenfor samme fodaftryk, som i lokalplanforslaget. I det nordøstlige hjørne af
byggerierne muliggøres byggeri i op til 7 etager (max 28 meter), dér hvor punkthuset var skitseret i
lokalplanforslaget samt mod nordøst på Byggefelt B2. Tilpasningen af bebyggelsen skal sikre
nedtrapning til max 3 etager (max 12 meter) mod sydvest mod den eksisterende fabriksbygning
(Thors Radiatorfabrik), jævnfør kortbilag.
At lokalplanforslaget tilrettes, inden det sendes i offentlig høring, så lokalplanforslaget muliggør
erhverv, herunder publikumsorienterede serviceerhverv, i hele stueetagen i Byggefelt B1 samt
under det hævede gårdrum i Byggefelt B1.”
Arly Eskildsen
Kommunalbestyrelsesmedlem (SF)